Husregler
HUSREGLER PÅ AKTIVITETSSTEDET HJORTEN
MØDER
På HJORTEN er der to forskellige møder: Månedsmødet, der afholdes den næstsidste onsdag i hver måned fra kl. 14.30-15.30, og TEMA-aften, der afholdes den sidste mandag i de ulige måneder fra kl. 16.00- 17.30 med efterfølgende fælles spisning. Begge møder er beslutningsdygtige. Indholdet i møderne er forskelligt, idet månedsmøderne er informations- og koordineringsmøder, hvor arrangementer, møder, fester mv. præsenteres og planlægges, ligesom nye udvalg kan nedsættes.
Tema-aftnerne er diskussions- og debatfora med temaer udvalgt på forhånd. Her vil efter grundig drøftelse kunne træffes beslutninger om større emner. Referat af begge møder vil blive udsendt i et månedsbrev eller lagt i dueslagene.
KOST
Der betales for den mad og de drikkevarer, man indtager i HJORTEN. Betalingen kan enten ske dagligt eller senest den første åbningsdag i efterfølgende måned.
Alkoholfri øl og sodavand betales dog særskilt, når man tager en flaske.
Man er selv ansvarlig for at holde regnskab, samt sørge for betalingen med mindre andet er aftalt.
Der er tilmelding til hovedmåltiderne. De gældende regler vil fremgå af madplanen, der medsendes månedsbrevet hver måned.
Med hensyn til morgenmaden henstilles, at man ringer og tilmelder sig, inden man tager hjemmefra.
HJORTENS FACILITETER
Vaskemaskinen kan benyttes efter aftale med personalet.
Kopimaskinen i administrationen kan benyttes efter aftale med personalet i HJORTEN.
Hvis du skriver mere end 10 sider privat ud på farveprinteren i edb-rummet, skal betaling aftales med personalet.
Udskrifter på den lille fotoprinter i edb-rummet koster 2,50 kr. pr. stk. Dette afregnes med personalet i HJORTEN.
Pc'er er til fri afbenyttelse, dog ikke i kontorgruppens tid.
Benyttelsen må ske under hensyn til, at alle skal kunne benytte faciliteterne, samt under ansvar for at passe på tingene og stedets økonomi jfr. introduktionen til disse husregler.
Telefonen må kun benyttes til korte beskeder.
Ved opkald kan telefonen tages af alle. Såfremt den man ønsker at tale med er optaget, tages der mod besked.
TV kan ses ved specielle lejligheder, når flere gerne vil. TV kan ses i Røde Kors-huset eller i et af HJORTENs rum.
TELEFON OG HENSYN TIL HINANDEN
Samtale i mobiltelefon eller trådløs telefon bør ikke foregå i stuen. Det henstilles, at mobiltelefoner slukkes eller sættes på lydløs under møder, foredrag o.l.
RYGNING
Der kan kun ryges udendørs. Under måltider kan der dog ikke ryges ved de borde, hvor der spises. Se i øvrigt opslag i fælleskontoret med flere detaljer om NETTET I's rygepolitik.
SMITSOM SYGDOM
Hvis man har en (akut) smitsom sygdom (f.eks. influenza eller halsbetændelse), bør man kontakte personalet i HJORTEN pr. telefon e.l., inden man møder op.
HUSDYR
Husdyr må ikke medbringes indendørs i HJORTEN. Udendørs må medbragte husdyr ikke være til gene eller skabe utryghed for nogen.
ALKOHOL OG STOFFER
HJORTEN er et alkohol- og stoffrit sted.
Det er derfor ikke tilladt at indtage alkohol og euforiserende stoffer på HJORTEN.
Aftaler om nydelse af alkohol ved specielle lejligheder / arrangementer f.eks. julefester, restaurantbesøg kan dog indgås. Alkohol må således kun nydes under selve arrangementet og i begrænset nærmere aftalt mængde.
For at værne om den gode stemning og bevare trygheden i hverdagen er det vigtigt ikke at møde påvirket på HJORTEN. Virker en person påvirket, så stemningen og trygheden er truet, må pågældende øjeblikkeligt forlade HJORTEN. Pågældende er velkommen igen, når han/hun er ædru.
Da åbenhed også i disse situationer virker fremmende for fastholdelse af trygheden, er det vigtigt, at både personale og brugere reagerer, hvis en person virker påvirket.
VOLDELIG / TRUENDE ADFÆRD
Voldelig og truende adfærd, både kropsligt og verbalt, kan ikke accepteres på HJORTEN. Udvises en sådan adfærd må pågældende øjeblikkelig forlade HJORTEN. Brugeren kan, afhængig af graden af den truende og/eller voldelige adfærd, få karantæne fra HJORTEN. Personalet beslutter, hvor lang tid en sådan karantæne skal vare.
HANDEL / UDLÅN BRUGERE IMELLEM
Ingen brugere af stedet skal føle sig presset til at købe eller til at låne noget ud.
Der må derfor blandt brugerne være stor forståelse for, at en person kan have brug for hjælp til at sige/ fastholde sit nej, enten det gælder et køb eller et udlån af f.eks. penge eller cigaretter.
BESØG
HJORTEN er et aktivitetssted, hvor man skal kunne være tryg ved at komme. Besøg udefra skal derfor så vidt muligt oplyses på månedsmøde, så man kan tage stilling til, om man ønsker at medvirke ved besøget. Kan dette ikke lade sig gøre, skal der orienteres om besøget samme dag. Dette gælder også for håndværkere, købmanden mv.
Gæster, venner eller pårørende kan komme på besøg ved særlige arrangementer. Disse arrangementer aftales på månedsmøderne.
Tidligere brugere kan besøge HJORTEN, men skal altid opfordres til at ringe og aftale tid i forvejen.
ÆNDRING AF HUSREGLER
Husreglerne revideres efter behov, dog minimum en gang årligt. Sidste revidering er sket i aug. 2008.
BORTVISNING
Personalegruppen har kompetence til at bortvise brugere, der ikke efterlever husets regler, eller ikke overholder individuelle aftaler indgået med personalet.
Brugeren vil blive bortvist for resten af dagen, men kan komme igen efter aftale med personalet, når vedkommende igen vil efterleve husreglerne.
Klage over bortvisningen kan via brugerrepræsentanten forelægges NETTET I's bestyrelse. Klage kan endvidere sendes til NETTET I's leder.
INTRODUKTION
Husreglerne er lavet for at bevare og udbygge en god og tryg atmosfære på Aktivitetsstedet samt at undgå unødige konflikter.
Brugere af HJORTEN er, som alle andre steder, hvor mange mennesker mødes, meget forskellige; man må derfor udvise respekt og tolerance for hinandens væremåde og meninger samt vise hensyn og smidighed i forhold til hinanden.
Diskretion og samarbejde er nødvendigt, når vi er så mange, der skal være sammen i HJORTEN.
Alle må, efter evne eller efter aftale, drage omsorg for den daglige vedligeholdelse af hus, have og inventar, samt udvise ansvar for stedets faciliteter og økonomi.
Husreglerne skal endvidere sikre, at arbejdet omkring og beslutningerne for Aktivitetsstedet HJORTEN tager sit udspring i et brugerindflydelsesperspektiv.
Rev. aug. 2008